Emil Sjögren (1853-1918)

Seven songs from Tannhäuser by Holger Drachmann

opus 3

1. Saa sød var Sommernattens Blund
2. Hvil over Verden, Du dybe Fred
3. Du sidder i Baaden, som svømmer
4. Og jeg vil drage fra Sydens Blommer
5. Jeg ser for mit Øje
6. Vidt kredsed Du, min vilde Fugl
7. Sover Du, min Sjæl?

  • Year of composition: 1880
  • Work category: Voice and piano
  • Text author: Holger Drachmann
  • Duration: Approx. 20-25 min

Examples of printed editions

Samlade sånger. FST 1949.

  • Location autograph: Musik- och teaterbiblioteket

Description of work

1. Saa sød var Sommernattens Blund. E major, C major 2/4, 6/8
2. Hvil over Verden, Du dybe Fred. D minor 6/8
3. Du sidder i Baaden, som svømmer. G major 6/8
4. Og jeg vil drage fra Sydens Blommer. B-flat major 4/4 (C)
5. Jeg ser for mit Øje. G-flat major 4/4 (C)
6. Vidt kredsed Du, min vilde Fugl. G minor 2/4
7. Sover Du, min Sjæl? G minor 4/4 (C)


Libretto/text

1. Saa sød var Sommernattens Blund, saa lys er Morgnens første Stund, med Guld over Skovens Side; saa frejdig danser det friske Sund. Og mellem Lysstriber hvide Skibene lydløst glide.

Jeg drømte om Dig, jeg tænker paa Dig, og atter og atter gentager jeg Dit Navn paa de blæsende Strande. Og Skibene synes at hilse mig med Flag over Sejlenes Rande, paa Togt mod de fremmende Lande.

Mit Liv er ligt en saaden Fart, snart stille i Havn, paa Rejse snart, med Skum for den pløjende Planke. Kaptein paa kket, og alting klart. Og ikke en hæmmende Tanke om hvad der kan ske paa en Banke.

2. Hvil over Verden, Du dybe Fred, der strømmer fra Nattens Øje, der gyder med Lindring sig dulmende ned over Jordens Dale og Høje. Tavst maa mit Hoved sig bøje. I Dagen forvilded min Fod sig tidt, det er derfor mit Hjerte har blødt og lidt, mod Aften sagtnes mit trodsige Trit, den Genstridigt falder til Føje.

Se, jeg er sunken paa Jorden ned, min Læbe i Bøn sig bevæger. Du ved hvad der farver mig Kinden hed, Du, den første Læge blandt Læger. Ræk mig den Drikke, som kvæger. Jeg tømte saa mangen for fænglig Skaal, det er derfor mit Hjærte har brænt som et Baal; men Fangen derinde skal ge sig til Taal og tømme Forsagelsens Bæger.

3. Du sidder i Baaden, som svømmer, sænket i bølgens Musik; dine dejlige øjne drømmer, mod Skyerne vendt dit Blik. Mod Aftenens taarnede Skyer stiger dit Hjærtes Begær; de vinker saa lokkende nær, de daler, letter og flyer.

Men disse taarnede Skyer, som gløder i Purpurskær, som vinker og vinkende flyer og synes dog stedse nær, de staar som et Billed paa Sorgen, et Spejl paa forgængelig Lyst; de fylder med Solskin dit Bryst og bliver til Regnvejr i morgen.

4.Og jeg vil drage Fra Sydens Blommer, Men ikke tage Dens Torne med. Hvorhen jeg kommer, Dér vil jeg prise I Spil, i Vise Dens Ildfuldhed.

Dog, aldrig ender Den Ild dér brænder, Derfor jeg sender Mod Nord min Sang. Dér veksler Sommer Og skønne Blommer, De gaar, de kommer En evig Gang.

Dér køler Vinden, Hvad Solen brændte, Dér skærmer Linden, Naar Regnen slaar. Hvad Sommer tændte, Det Vinter slukker, Indtil man plukker Den nye Vaar.

Hvad hurtigst svinder, Det stærkest binder Med alle Minder Af Sang og Duft. Thi vil jeg drage Mod Nord tilbage, Mod Solskinsdage Som Snefaldsluft.

Og jeg vil lægge I mine Toner Bag Kuldens Dække Den stærke Glød. I andre Zoner Vil varmt jeg prise, I Spil, i Vise, Hvad Syden bød.

5. Jeg ser for mit Øje Som det fineste Spind Af Traade, der funkler i Solens Skin; Jeg lukker mit Øje. Ak, Du har jo flettet Det Tryllespind, Du, som har gættet Rosen paa min Kind. Og jeg synker i Rosendufts Drømme ind; Mine Læber mod dine sig bøje.

Jeg gaar som i Blade Af den flagrende Vaar, Det gynger paa Blomster, hvorhen jeg gaar; En bølgende Flade. Ak kunde jeg tage Dig, Elskede, med. Kunde vi drage Langvejs til et Sted: Da lad Bølgen kun rive i Dybet Os ned; Vore Livsens Timer var glade.

Jeg hører din Stemme. Det er Fuglenes Sang Og Hjortens, som kalder paa Hind over Vang. Hvor skal jeg mig gemme? Ak, vilde jeg flygte Til Jordens Rand, Naar Du kun mig søgte, Var jeg der paa Stand. Der er Fugl, der er Hjort i det fjerneste Land: Over Verdener rækker din Stemme.

6. Vidt kredset Du, min vilde Fugl. Kommer du mer tilbage? Jeg sidder alene i Redens Skjul, en stille, en søgende Mage. Jeg ser mod de høje Tinder, tænker tilbage. Fælles er vore Minder, ene min Klage.

Du længtes vel mod Stormens Sus; jeg sidder og vogter paa Redens Hus, jeg holder en Vej Dig aaben. Jeg fatter jo ikke den Flyvelyst, men jeg har en Plads ved mit hvide Bryst for Den, der er saaret paa Jagten af Jægterens Vaaben.

Jeg plukker i min Urtegaard en Plante, som læger det værste Saar; den Blomst har i Hjærtet Rødder. Du tog mig til Brud da jeg lille var, jeg voksed da Sorgen mit Hjærte skar, jeg bøjer mig ned, og jeg toer Dig de blødende Fødder.

Højt slog din Vinge over Vang. Længes Du nu tilbage? Du skal ikke frygte den Angrendes Gang, her venter Dig ingen Klage. Her venter Dig fredede MInder, fredlyste Dage. Kom fra de høje Tinder hjem til din Mage!

7. Sover Du, min Sjæl? Er den Dvale jeg føler, nu da Ungdomen endte, er det Dødens, som køler Alt hvad der brændte? Er den Træthed, som lægger sig over mit Øje, er det Sløret, som sænkes for sidste Hvile? Se Timerne ile. Graanet og bøjet stirrer jeg stum paa den høvlede Fjæl. Det var Hammerens Lyd! Slaar de Plankerne sammen? Sover du, min Sjæl?