Emil Sjögren (1853-1918)

Fire Digte af Ernst von der Recke

opus 13

1. Alt vandrer Maanen sin Vej i Kvæld
2. Mig tyktes du stod ved mit Leie
3. Jeg sadled min Hest en Morgenstund
4. Alt falder Løvet i Lunden tæt

  • Year of composition: 1884
  • Work category: Voice and piano
  • Text author: Ernst von der Recke
  • Duration: Approx. 10-15 min

Examples of printed editions

Samlade sånger, FST 1949

  • Location autograph: Musik- och teaterbiblioteket

Description of work

1. Alt vandrer Maanen sin Vej i Kvæld: Andante E-flat major 4/4 (C)
2. Mig tyktes du stod ved mit Leie: Recitando E major, A-flat major 4/4 (C)
3. Jeg sadled min Hest en Morgenstund: Allegretto vivace G major 6/8
4. Alt falder Løvet i Lunden tæt: Lento E minor 6/4


Libretto/text

1. Alt vandrer Maanen sin Vej i Kvæld og Duggen falder i Krat; nu ganger den lyse Dag paa Hæld; Allerkæresten min, god Nat!

Ret aldrig straaler saa klar som du en Stjerne paa Højeloftsbro; til dig staar altid i Kvæld min Hu, naar Dagen ganger til Ro.

Hvor Solen drager i Vesten ind af Havet i Favntag kryst ret altid søger dig da mit Sind der, hvor der er mildt og lyst.

2. Mig tykkes, du stod ved mit Leie, Og din Kind var min Læbe nær, Og jeg følte over mit Ansigt Dens lysende Purpurskjær.

Og jeg mærked, over min Pande Din Aande strøg som et Pust, Og jeg hørte din bløde Stemme Og lyttede til berust.

Da foer jeg med eet overende, Og Drømmen svandt som et Lyn, Da var det kun Morgenrøden, hvis Glands havde blændet mit Syn,

kun en Duft Af Jasminer og Roser, Der bølged ad Vinduet ind, en Duft av Jasminer og Roser, Kun en Drossel, der slog sin Trille Paa en Gren, i den blomstrende Lind.

3. Jeg sadled min hest en morgenstund med sommersolen den klare; så red jeg mig i den grønne lund at bede den vildende hare.

Den vildende hare med hjort og rå jeg ville i lunden jage, og glemme det mig på sinde lå alt ud i uger og dage.

Men hjort og rå havde hendes gang, og hinden havde hendes øje, og den liden fugl havde hendes sang, Der kunne mit hjerte bøje.

Og rosens kind havde hendes lød og bækken hendes sagte tale, og skoven vind hendes hvisken blød som mit hjerte har lagt i dvale.

Jeg red fra skoven alt som jeg kom, småfuglene sjunge på grene, det var som spurgte de alle om, hvi jeg monne ride så ene.

4. Alt falder Løvet i Lunden tæt, som haver smykt i Vaar; den grønne Lind har sin Krands for gjet og falmer sit faure Haar.

Den grønne Bøg har sin Krone mist, og Linden har tabt sit Blad; den Smaafugl sidder nu taus paa Kvist, som føre saa lifligt kvad.

Den vilde Fugl, som saa lystigt kvad, den sørger for sine Fjer; den Jomfru, som under Linden sad, hun sidder der aldrig mer.