1. Det dufter så sælsomt i Skoven, det hvisker omkring os: "Sommeren dör!" Om Himlens Hvælving forover der hænger et skælvende Draabeslör. Hvem griber i klingende Strenge? Hvem nynner en bævende Sörgesang? De gulnede Poplers sagte Sus sig blander med Bjærgbækkens Sölverbrus, når ned den mod Dybet vil trænge. O lyt! det er Höstens Klang!

Se alt hvad dit Hjerte har ejet som visnede Roser skal forgå. Så gold, som naar Agren er mejet, din Arbejdsmark skal omkring dig staa. Den Ven, du elsked så længe, tilsidst skal gå bort for sidste Gang. Ak, gamle Ord til en kendt melodi: "Forsvundet, fortabt, forglemt, forbi!" Det isner i Hjertets Strænge ved Sommerens Afskedssang.

2. Er det Solglimt eller Löv som i Birkens Grene dirrer? Sælsomt det mit Blik forvirrer. Er det Solglimt eller Löv? Bag en Sky av gyldent Stöv synes mig de nögne Kviste ud i lyse Blade briste. Er det Solglimt eller Löv?

Er det Vintrens sidste Sne, er det Vårens Blomster hvide, der om Skovens Stene glide og i lyse Dynger le? Styrted Kuldens Rige sammen? Er det Vårens förste Stammen? Er det Blomster eller sne?

Er det Vinter eller Vår, hvorpå dine Öjne grunder? Er det Forårssol der stunder? Er det Vinter eller Vår? Eller Sne der forestår? Årets dunkle Tegn forklar mig, o, du söde, svar mig, svar mig: Er det Vinter eller Vår?

3. Hvis Sorgerne vil trænge sig som Stene på din Sti, da gælder det at sprænge sig en anden Vej forbi. Men fölge de, som Hundene forfölge Hjortens Mod, så flygt igennem Lundene med Vinger på din Fod!

Har Den, du gav din Kærlighed, forrådt dit Hjertes Tro, så læg den hele Herlighed i Bunden af din Sko! Slip aldrig Smerten tyngende ind i dit unge Blod. Nej, træd den, tramp den syngende i Stövet for din Fod!

Og trættes du af Tvisterne, der suse dig forbi, og plage dig Philisterne, nu vel, så slå dig fri! Kan flyvefödt du kalde dig, du ej dig fange lod, men svinger fra dem alle dig med Vinger på din Fod!

4. Kom, kom, Yngling kom! Skynd dig, se dig ikke om! Spring, spring höjt over Stenene! Sving, sving dybt under Grenene! Tågerne fölge og mörknende, svale over dig dale, og Skoven er tom.

Kom, kom, Yngling kom! Skynd dig, se dig ikke om! Let, let, her skal du finde mig. Tæt, tæt, fast skal jeg binde dig. Alt, hvad du sögte på Menneskers Veje, det skal du eje, men skynd dig og kom!

Kom, kom Yngling kom! Skynd dig, se dig ikke om! Kast, kast alt, hvad der tynger dig! Hast, hast ind hvor der slynger sig sælsomme Ranker om Skovdybets stille, bundlöse Kilde. Så skynd dig og kom!

Kom, kom Yngling kom! Skynd dig, se dig ikke om! Kort, kort synes din Dröm hos mig. Bort, bort, hurtig dog skynde sig hundrede År af de lange og bange, mennesketrange. Kommer du? Kom!

5. Læg ud, min Gondolier, læg ud! min Gondolier, læg ud! Nu bringer Himlen Jorden Bud, at Natten forestår. Se, Aftenrödens sidste Glöd i Adriaterhavet flöd. Og Bölgen varm og silkeblöd mod Marmortrappen slår.

Der lå den underfulde Stad, den underfulde Stad med Kirkers og Paladsers Rad, i Glans, som Dagens klar. Da löfted sig med Et en Sang, en Stemme og en Citherklang, som frem av Bölgerne den sprang: "Veni fammi spirar!"

Alt hvad af Elskovs Kval og Lyst, af Kval og Lyst kan rummes i en Ynglings Bryst, i denne Stemme var, så lidenskabelig og öm som Livets bedste Sommerdröm, fik Luft i varme Toners Ström: "Veni fammi spirar!"