Prinsessen

Prinsessen sad höit i sit Jomfrubur.
Små gutten gik nede og blæste på Lur.
Hvi blæser du altid ti stille, du Små,
det hæfter min Tanke, som vide vil gå,
nu når Sol går ned!

Prinsessen sad höit i sit Jomfrubur.
Små gutten lod være at blæse på Lur.
Hvi tier du stille blås mere du Små,
det løfter min Tanke som vide vil gå,
nu når Sol går ned!

Prinsessen sad höit i sit Jomfrubur.
Små gutten tog atter og blæste på Lur.
Da græd hon i Aftnen og sukkede ud:
"O säg mig, hvad er det mig feiler min Gud?"
Nu gik Solen ned.

Die Prinzessin

Es saβ die Prinzessin im Frau'ngemach.
Der Knabe rief flötend das Echo wach.
"Schweig stille, lieb' Knabe, o blase nicht mehr,
das macht die Gedanken so trübe und schwer
beim Sonnenuntergang!"

Es saβ die Prinzessin im Frau'ngemach.
Der Knabe rief nicht mehr das Echo wach.
"Was schweigst du, lieb' Knabe, blas weiter doch,
das trägt die Gedanken so weit und so hoch
beim Sonnenuntergang!"

Es saβ die Prinzessin im Frau'ngemach.
Der Knabe rief wieder das Echo wach.
Da weint' sie und seufzte in Ängsten und Noth:
"O, sage, was ist's, das mir fehlet, mein Gott?"
Und die Sonne versank.